Flækøksen

Endelig har jeg fået mig en båd igen. Rigtig båd. Båd nummer 2. Den første båd var en optimist, men denne gang synes jeg, der skulle andre boller på suppen, så nu sejler jeg rigtig racer. Høj, lang, slank... en på alle måder velproportioneret klassisk skønhed med formidable sejlegenskaber. Se selv... 

Yep, det er en AC klasse magen til dem de brugte i Americas Cup for nogle år siden. Hun sejler som en drøm, og båden er fantastisk nem at håndtere. Det er utroligt, men jeg kan rent faktisk sidde i min foretrukne transportable lænestol med en kølig pilsner og hjemmebagte småkager, medens jeg tordner rundt på banen uden risiko for at få sok og uden risiko for at få bommen i hovedet. Mageløst, ikke?

Men det er ikke en gang det bedste... På grund af de exotiske materialer, som er anvendt, vejer hun så lidt, at hun nemt kan "trailes". Masten kan ikke bare tages af. Den kan deles i to. Det betyder, at man kan sejle de mest exostiske steder. Hvem kan for eksempel prale af at have sejlet steder som Vejle sø, Peblingesø og Gentofte sø? Andetsteds på denne side har jeg samlet de forskellige lokationer i en tabel i et forsøg på at sammenligne dem. Det hedder vist rate på nudansk, tror jeg.

Oven i hatten kommer så de ekstremt skrappe klasseregler, som betyder at udgifterne til sejl er endog meget begrænsede. Der er to sejl, - nemlig een fok og eet storsejl. Færdig bum. 

Det enorme sejlareal på hele 40 kvadratdecimeter giver masser af fartpotentiale. 

Op ad bakke skal der trimmes en del. Det er ekstremt vigtigt for sejlegenskaberne, at mastehældning, mastekrumning, twist, kanal og rigspændingen tilpasses de aktuelle forhold. 

Ned ad bakke er også ret sjovt. Lægger man den plat og smider fokken til luv, kan man ofte få båden til at plane, selv i mellemluft. Man kan også vælge at skære lidt, hvorved accelerationen, som kommer øjeblikkeligt, er ganske dramatisk. I hård luft er skæring svært, da båden nemt skærer op i pustene. Det er ikke sjovt på en lænser. På den platte lænser er der til gengæld en chance for at stå på næsen. 

Det springende punkt er, om man magter at styre, når man sejler plat læns. Når der er godt pres og fokken er til luv, sker det af og til, at stævnen simpelthen dykker ned i næste bølge, og inden man ser sig om, er der dømt ubåd - eller måske endda cirkusklovn! Ja, det er set, at en Seawind har slået en saldomortale. Det er derfor absolut nødvendigt at sikre sig, at den transportable lænestol har indbygget sikkerhedssele og airbags. Præcis styring er igen løsningen... Det lader til, at det er lettere at holde snuden oppe, hvis man slingrer let. 
Ølholder er iøvrigt heller ikke af vejen, for man bliver som bekendt tørstig af at sejle. Det kan være farligt at dehydrere, og selvom arbejdsforholdene i cockpittet er ret gode, kan man godt få det varmt. Cockpittet ses i close up her til venstre. Masser af plads og dejligt enkelt layout. Man skulle tro at Elvstrøm og Kjærulf havde været på spil. Virkelig let at sejle - kræver kun to hænder. Bemærk agterlugen, som er praktisk til fendere, fortøjninger og andet godt. Utrolig er det, at en moderne matchracer ikke har fået plads til agterluge. For den opmærksomme læsers skyld skal jeg gøre opmærksom på, at ølholderen ikke var monteret, da billedet blev taget.

Stumperne? Ja, der går jo en del stumper til, så man skal nok påregne, hvis altså man køber selvbygger modellen, at bruge alle aftener i løbet af en uges tid, førend man er klar til en test tur. Enkelte småting behøver man ikke montere før efter testturen, men klassereglerne er skrappe, så resterne må retrofittes efter endt test tur. 

Masten skal naturligvis samles med særlig omhu og præcision. Der er altså ikke motor i denne her tingest, så mast og sejl kan man roligt bruge lidt ekstra tid på.  Sejlene er skåret, men sejlpindene skal man selv montere, og de skal lige have lidt ekstra tape for ikke at falde ned, når sejlet blafrer i hård luft. 
Det er absolut nødvendigt at trimme om efter forholdene, når først man er på banen. Der er masser af trimmuligheder, og ligesom på andre både skal man kende dem for at vide, hvad man skal stille på. Masten trimmes med topvant, undervant, forstag og hækstag. Der er ikke bagstag eller checkstag. Fokken trimmes med forstagsspænding, fokkeskøde, fokkefald og underligsspænding samt højde over dækket. Storsejlet trimmes med hækstag, skøde, fald, bomudhal og køkkenstrop. En ekstra udfordring her består i at få trimmet det hele, således at båden går max fart på alle halser eller ihvertfald både kryds og læns. Det er ihvertfald problematisk at trimme om ved topmærket og bundmærket, - dels fordi man jo sidder i lænestolen og dels fordi lænestolen sjældent er i stand til at være i nærheden af begge mærker på een gang.

Her er et par mål og detaljer, som under ingen som helst omstændigheder kan fraviges ifølge nugældende klasseregler:

Længde:  998mm (max 1m)
Bredde: 226mm
Mastehøjde:  1460mm
Sejl areal: 39dm2
Vægt: 3000g
Skrog: Hærdet ABS
Mast: Aluminium

Motor: ingen
Flytbar ballast: ingen
Batterier: mindst 4 stk aa

 

 

 

Rating af sejladssteder:

Lokation Bil Plads Udsyn Vind Ly Proviant Mærkebåd Bane Score
Hellerup havn 2 2 3 2 0 3 2 2 16
Øresund udfor Hellerup havn 2 3 3 3 0 3 2 2 18
Rungsted havn, sommer 4 3 3 3 1 4 2 2 22
Rungsted Havn, vinter 4 4 4 3 1 4 1 4 25
Vejlesø, Holte 4 3 3 2 1 1 1 3 18
Peblingesø, København 1 3 3 2 2 2 1 4 18
Gentofte sø 3 2 3 4 0 1 0 4 17
Svanemølle havn, jollebroen 4 4 4 4 0 2 1 4 23
Skovshoved havn, jollebroen 4 4 4 3 0 3 3 4 25
Langelinie ved isbjørnen 3 4 4 3 0 3 0 4 21

 

Ratings Forklaret
Nul  gives, hvis lokationen intet tilbyder i den pågældende kategori. 
Een  gives, hvis lokationen tilbyder under middel faciliteter i den pågældende kategori.
To  gives, hvis lokationen tilbyder middel faciliteter i den pågældende kategori.
Tre  gives, hvis lokationen tilbyder over middel faciliteter i den pågældende kategori. 
Fire  gives, når lokationen tilbyder top faciliteter i den pågældende kategori. 

 

Kategori Forklaret
Bil Parkeringsmulighed, pris og afstand.
Plads Pladsforhold til trimning, søsætning og testsejlads.
Udsyn Pladsforhold og udsyn under sejlads.
Vind Åbent terræn, som giver mulighed for stabil vind fra forskellige retninger
Ly Tag, som giver mulighed for fortsat sejlads i tilfælde af regn.
Proviant Mulighed for og afstand til indkøb af øl, mad, is m.m.
Mærkebåd Mulighed for mærkebåd eller hjælpebåd.
Bane Mulighed for at lægge bane. Pladsforhold.


Start, Hue Handske Cup 2005


Prestart, Baltic Cup 2005


Opkryds, Hue Handske Cup 2004


Bundmærkerunding, Hue Handske Cup 2003


Sommerræs, Skovshoved 2002


Nicolai,
Bådsmand, fordækker, grinder, trimmer, taktiker, rorsmand, skipper, kok, skibsreder og kameramand.